Skoledagen
Vi ønsker at skolen skal være hjemlig – et sted, som børnene forbinder med varme og tryghed. Skoledagen indledes kl. 8.00 med en fælles morgensamling, med sang og fortælling. Lærerne fortæller på skift alt fra folkeeventyr til verdenshistorie, og vi tror på at fortælling er en nøgle til forståelse af sig selv og omverdenen. Morgensamlingen fungerer også som et fælles rum hvor alle har mulighed for at ytre sig, samt beskeder kan videregives til alle.
Hver klasse har et klasselokale, hvor hoveddelen af undervisningen foregår. Lokalerne er lyse og behageligt indrettet til undervisning efter den specifikke klasses behov. Vi har udover klasselokalerne et musiklokale, bibliotek, skolekøkken/SFO, samt gymnastiksal som ofte også benyttes til undervisningsaktiviteter.
Mellem timerne er der indlagt to lange frikvarterer for hele skolen, der som udgangspunkt bruges udenfor. Længden på pauserne giver mulighed for fordybelse i legen, hvor fantasien rigtig kommer i spil. Vi oplever ofte lege på tværs af alder, men også fælles lege hvor fx halvdelen af skolen spiller rundbold. Der er altid en gårdvagt til stede udenfor i pauserne.
Vi har samlæste klasser, som giver gode forudsætninger for, at eleverne lærer af hinanden, og de ikke “vejer” hinanden fagligt, da det bliver naturligt at være i samme klasse, selvom man har forskellige faglige ståsteder. Vi har et loft på max 65 elever på skolen, uden et ønske om at vækste herover. Nærheden og det at hver enkelt barn føler sig set er for os afgørende for at skabe en god skole.
Skolens “lærerværelse” er et køkkenbord midt i hjertet af skolen. Det giver tryghed begge veje, at vi er tæt på børnene og vi ønsker derved at vise dem, at vi har lyst til at være sammen med dem – ikke kun når vi underviser.