Elevdemokrati og medbestemmelse

Som en del af det at forberede eleverne til at kunne leve og bidrage som aktive samfundsborgere er det vigtigt for os at eleverne oplever at være en del af et demokratisk fællesskab, hvor de oplever medbestemmelse og det ansvar der følger med. Dette kommer til udtryk flere steder i dagligdagen på Hundborg Friskole, i alt fra muligheden for at ytre sig foran hele skolen til en morgensamling til en åben dør på kontoret, hvor der er plads og tid til snak og diskussioner. 

Børnemøder

Hundborg Friskole er ikke større end det er muligt at afholde børnemøder, hvor alle børn på skolen er samlet til et fællesmøde, hvor forskellige emner kan diskuteres. Dette gøres ikke med fastlagt kadence, men når der er et behov for et møde. Tidligere har der været afholdt sådanne møder, hvor eleverne har kommet med inputs til ting de kunne tænke sig skulle laves til en arbejdsdag, eller hvor mødet har form som en workshop hvor der blev arbejdet med børnenes syn på “Hvad er Hundborg Friskole”. 

Medbestemmelse i klassen

Udover elevrådet og børnemøder bestræber vi os på at eleverne skal have en høj medbestemmelse ude i klasserne. Selvfølgelig er læreren den ansvarlige, men i så høj grad som muligt involveres eleverne i forhold til skoleindretning, pladser, klasseaktiviteter, emner etc. 

Eleverne på Hundborg Friskole er de største eksperter i præcis deres skole, og at vi lytter til deres stemme er vigtigt for os i forhold til at lave den bedst mulige skole for dem.